Avis: Britiske styrker snigdræber IS-krigere
De kan løbe og skjule sig, når de ser et fly, men de kan ikke se eller høre os, siger kilde fra eliteenhed.
Mail on Sunday kan afsløre, at SAS-soldater i cirka en måneds tid næsten dagligt har gennemført angreb mod IS i det vestlige Irak. Arkivfoto.
Mail on Sunday kan afsløre, at SAS-soldater i cirka en måneds tid næsten dagligt har gennemført angreb mod IS i det vestlige Irak. Arkivfoto. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


De seneste fire uger har soldater fra den britiske eliteenhed Special Air Service (SAS) dræbt adskillige krigere fra Islamisk Stat (IS) i snigangreb i Irak.

Det skriver den britiske avis Mail on Sunday.

I snit er otte medlemmer af den ekstremistiske bevægelse blevet slået ihjel hver dag i de britiske angreb. Ifølge de officielle meldinger har specialstyrkerne fra SAS indtil videre kun udført rekognosceringsopgaver i Irak og ikke været i kamp.

Men Mail on Sunday kan afsløre, at SAS-soldater i cirka en måneds tid næsten dagligt har gennemført angreb mod IS i det vestlige Irak.

Aktionerne finder som regel sted om aftenen. Små grupper af SAS-soldater bliver med helikopter fløjet ind i de områder, hvor efterretninger fra ubemandede britiske fly viser, at der befinder sig IS-krigere.

For ikke at blive afsløret af den voldsomme motorlyd fra helikopterne, bliver soldaterne sat ned på jorden op til 70 kilometer fra det sted, hvor IS-krigerne befinder sig.

Soldaterne bevæger sig frem mod deres mål i terrængående, firehjulstrukne køretøjer, hvorpå der er monteret maskingeværer.

- Vores taktik er at sætte en skræk i livet på IS, fordi de ikke ved, hvor vi angriber næste gang, og rent ud sagt kan de ikke gøre noget for at stoppe os, siger en kilde i SAS til avisen.

- Vi nedbryder deres moral. De kan løbe og skjule sig, når de ser et fly i luften, men de kan ikke se eller høre os, tilføjer kilden.

De guerillakrigslignende angreb udføres med præcisionsrifler. Og snigskytterne skaber frygt hos IS-krigerne.

- Terroristerne ved ikke, hvad der sker. De ser kun deres kolleger ligge dræbt i sandet.

Nålestiksangrebene fra SAS har til hensigt at svække kampmoralen hos IS, inden omkring 20.000 irakiske og kurdiske soldater næste forår ventes at indlede en offensiv mod den militante bevægelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.