Britisk kano- og kajaksport blev lørdag ramt af en mulig sexskandale.
Avisen Daily Mail skriver, at Det Britiske Kano- og Kajakforbund har igangsat en intern undersøgelse af en elitetræner, der mistænkes for forsøg på at tiltuske sig sex med kvindelige top-roere.
Træneren skulle have bedt en kvindelig kano- og kajakroer om sex i bytte for en holdudtagelse.
Ifølge Daily Mail skulle træneren også have henvendt sig til en U23-roer med lovning på deltagelse i et stævne i udlandet, hvis hun indvilgede i at have sex med ham.
Den pågældende træner blev suspenderet af forbundet i december.
Selv om forbundet har reageret, og der i øjeblikket foregår en høring i sagen, så kritiseres forbundets ledelse for at have handlet for sent af unavngivne roere.
Allerede i 2009 skrev det mandlige landshold ifølge Daily Mail et brev til ledelsen om, at man ikke ønskede at have noget med træneren at gøre på grund af hans intimiderende væremåde.
Britisk kano- og kajaksport havde sidste sommer i Rio det mest succesfulde OL nogensinde med to guld- og to sølvmedaljer.
/ritzau/