Avis: Blatter og Platini risikerer at blive suspenderet
Fifa-komité vil på egen hånd indlede undersøgelse af Sepp Blatter og Michel Platini, skriver schweizisk avis.
Michel Platini kan blive suspenderet, hvis Fifas etiske komité indleder undersøgelse, skriver schweizisk avis. Her ses Uefa-bossen ankomme til lodtrækningen til Europa League i slutningen af august.
Michel Platini kan blive suspenderet, hvis Fifas etiske komité indleder undersøgelse, skriver schweizisk avis. Her ses Uefa-bossen ankomme til lodtrækningen til Europa League i slutningen af august. Foto: Claude Paris/AP


Er nettet ved at strammes yderligere om fodboldverdenens to mest indflydelsesrige personer?

Oplysninger i avisen Schweiz am Sonntag tyder på, at det er tilfældet.

Fredag blev der indledt en kriminel efterforskning af Sepp Blatter, den omstridte præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Blandt andet på grund af en mystisk betaling fra Blatter til Michel Platini, generalsekretær for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Den sag har nu fået Fifas uafhængige etiske komité til at overveje at indlede en undersøgelse på egen hånd af både Blatter og Platini.

En eventuel undersøgelse kan munde ud i, at de to fodboldbosser bliver suspenderet fra deres hverv.

Det skriver den schweiziske avis i sin søndagsudgave ifølge nyhedsbureauet AFP.

En talsmand for den etiske komité siger til avisen, at han ikke kan kommentere personsager, men tilføjer, at hvis der er mistanke om uregelmæssigheder, vil den etiske komité automatisk indlede en formel procedure, siger talsmanden Andreas Bantel.

Og den regel gælder for alle.

- Uanset position eller navn, siger Andreas Bantel til avisen.

Britiske medier bringer de samme oplysninger som den schweiziske avis om en forestående undersøgelse af Blatter og Platini.

Efter en ransagning fredag af Sepp Blatters kontor og computere i Fifas hovedsæde i Zürich og en afhøring besluttede anklagemyndigheden i Schweiz at åbne en straffesag mod den 79-årige præsident.

Senere bekræftede Michel Platini i en erklæring en oplysning om, at han i 2011 modtog to millioner schweizerfranc fra Blatter.

Platini forsvarede sig med, at beløbet var betaling for arbejde han havde udført for Fifa.

Flere internationale medier efterspørger dog uddybende forklaringer fra Platini.

Hvad var det for et arbejde, franskmanden lavede for Fifa i årene 1999 til 2002, og hvorfor gik der næsten ti år, inden han modtog betaling for indsatsen, spørger blandt andet flere britiske medier.

De undrer sig også over, at millionbeløbet blev udbetalt få måneder før, at Sepp Blatter i 2011 blev genvalgt til præsident for Fifa.

Den 60-årige franskmand har længe været favorit til afløse Blatter, når Fifa til februar skal vælge ny præsident.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.