Avis: Belgien forhindret terrorangreb
Flere angreb som skuddrabet på det jødiske museum i Bruxelles tidligere på året er blevet stoppet i Belgien.
Der er angiveligt tale om terrorangreb planlagt af radikaliserede personer, der har kæmpet i Syrien eller sympatiserer med Islamisk Stat.
Der er angiveligt tale om terrorangreb planlagt af radikaliserede personer, der har kæmpet i Syrien eller sympatiserer med Islamisk Stat. Foto: Uncredited/AP


Belgiske myndigheder har de seneste måneder afværget en række angreb planlagt af radikaliserede personer, som tidligere har kæmpet i Syrien eller sympatiserer med Islamisk Stat (IS).

Det skriver den belgiske avis L'Echo lørdag.

Avisen citerer unavngivne kilder for at sige, at de planlagte angreb kan sammenlignes med skyderiet, som fandt sted på det jødiske museum i Belgiens hovedstad, Bruxelles, den 24. maj, hvor fire mennesker blev dræbt.

Den sigtede i sagen, 29-årige Mehdi Nemmouche fra Frankrig, menes at have kæmpet sammen med jihadister i den syriske borgerkrig.

Flere personer er blevet arresteret i forbindelse med de planlagte angreb, som altså blev stoppet i tide, skriver L'Echo. De belgiske myndigheder har med vilje holdt tæt med informationerne for ikke at gøre belgierne utrygge.

Der er ikke blevet fremlagt nogen detaljer om de mislykkede angreb, da efterforskningen af dem stadig er i gang ifølge den belgiske avis. Rigsadvokaten har ikke kommenteret anholdelserne.

I hele Europa er der problemer med personer, som rejser til Syrien for at kæmpe med jihadister. Ifølge L'Echo menes 400 belgiere at være rejst af sted, og 90 af dem skal være vendt hjem igen.

Flere af de hjemvendte overvåges af politiet. En kilde fortæller avisen, at mindst 10 af dem skal pønse på at udføre et angreb.

Sent onsdag aften anholdt australsk politi i en omfattende antiterroraktion 15 sympatisører af IS, som mistænkes for at ville halshugge en tilfældig person på åben gade for at skabe frygt i den australske befolkning.

Torsdag kom det frem, at personer, som formentlig sympatiserer med IS, også i Norge havde planlagt et terrorangreb tidligere på sommeren, hvor de ville knivdræbe en uskyldig, tilfældig norsk familie og filme det.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.