Avis: Aleqa Hammond bejler til Folketinget
Ifølge Grønlandsposten vil den detroniserede landsstyreformand i Folketinget.


I efteråret måtte hun trække sig som landsstyreformand i Grønland efter en skandale om misbrug af offentlige midler.

Men nu kan Aleqa Hammond være på vej til et bemærkelsesværdigt comeback til politik.

Ifølge Grønlandsposten er Hammond foreslået som kandidat til det kommende folketingsvalg af partiet Siumuts afdeling i hovedstaden Nuuk.

Selv vil hun hverken be- eller afkræfte sit kandidatur over for avisen.

Aleqa Hammond blev landsstyreformand i april 2013 efter at have scoret det højeste antal personlige stemmer blandt samtlige kandidater til det grønlandske landsting, Inatsisartut.

Hun måtte dog trække sig fra posten i september 2014, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.

I forlængelse af skandalen blev der udskrevet valg til Inatsisartut, hvor Hammond ikke stillede op.

Her lykkedes det for Siumut at bevare posten som landsstyreformand, der i dag beklædes af Kim Kielsen.

Han vil ikke blande sig i, om Aleqa Hammond skal på kandidatlisten til folketingsvalget.

- Det er hovedbestyrelsen, der skal beslutte, hvem der bliver opstillet. Jeg kan ikke bare bestemme, hvem der bliver opstillet, siger han til avisen.

Aleqa Hammond har ifølge Grønlandsposten afregnet sit udestående som beløb sig til 106.363,72 kroner.

Siumuts politiske ordfører, Jess Svane, påpeger over for avisen, at Hammond "ikke er dømt for noget", og at der derfor ikke er noget i vejen for, at hun stiller op til Folketinget.

Ikke desto mindre beskrev Berlingske i efteråret 2013, hvordan Hammond tilbage i 1996 blev dømt for bedrageri for 5100 kroner mod et hotel, hvor hun syv gange havde ladet sit spærrede kreditkort mase gennem en fluesmækker.

Siumut er i dag repræsenteret i Folketinget ved Doris Jakobsen, mens det andet grønlandske mandat varetages af Johan Lund Olsen fra IA, som er stedfortræder for partiformand Sara Olsvig, der har holdt orlov på ubestemt tid siden september.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.