Av for den: Britney Spears i nyt sceneuheld
Den amerikanske popstjerne Britney Spears har haft endnu et uheld under et af sine show i Las Vegas.
Britney Spears giver den hele armen, når hun optræder. Her står hun på scenen i Sacramento i Californien.
Britney Spears giver den hele armen, når hun optræder. Her står hun på scenen i Sacramento i Californien. Foto: Roderick Trestrail II/AP


Det er ikke første gang, Britney Spears er kommet i problemer under en optræden. Onsdag gik det så ud over anklen, da den amerikanske popprinsesse snublede på scenen i show-byen Las Vegas.

Det viser en video, som en af tilskuerne ved onsdagens koncert har optaget og lagt på YouTube torsdag morgen dansk tid. I videoen ser man, hvordan Britney snubler i sine høje stiletter, hvorefter hun tager sig til anklen og fortsætter med at synge nummeret siddende.

Britney Spears kommenterer selv på episoden på det sociale medie Twitter.

- Jeg fik mig en lille forskrækkelse her til aften med min ankel, men jeg er ok, skriver hun og takker for alle de søde ord og gode ønsker, hun efterfølgende har modtaget fra sine fans.

En besked som vakte tydelig lettelse og glæde hos sangerindens bekymrede fans.

- Jeg bad helt bogstaveligt en bøn for dig her til aften. Gud ske lov du er ok, skriver en følger fra delstaten Nebraska blandt andre.

Britney Spears har de sidste år optrådt fast på Planet Hollywood i Las Vegas tre gange om ugen, og her kan sceneshowet til tider gå ret vildt for sig.

Det er kun knap to måneder siden, at den blonde sangfugl blev en stor tot hår lettere på hovedet, da halvdelen af sangerindens hårpragt pludselig faldt af under en optræden. Heldigvis var der tale om ekstensions, og Britney Spears dansede da også ufortrødent videre til sit nummer "Piece of Me".

I et show i januar 2014 kom sangerinden desuden i alvorlig tøjkrise, da lynlåsen på hendes trikot pludselig gik op og hun måtte danse videre med nøgen ryg.

Se fanvideoen, der viser Britney Spears, der snubler på scenen her: https://www.youtube.com/watch?v=DZV0rxeW8tE

Se videoen, hvor Britney Spears lynlås går op her: https://www.youtube.com/watch?v=GUs7W_-w8Y4

Og videoen hvor hun mister sit hår her: https://www.youtube.com/watch?v=6hiWmyV9J98

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.