Australsk politi forpurrer plot mod central militærbase
To mænd er anholdt efter razziaer i Sydney. De mistænkes for at ville angribe en flådebase midt i millionbyen.
Sydney har i flere omgange været centrum for efterforskning for planlægning af mulige terrorangreb. Her er det et billeder fra Martin Place i Sydney, hvor to gidsler for et år siden mistede livet, da en mand med angivelig sympati for Islamisk Stat holdt adskillige gidsler.
Sydney har i flere omgange været centrum for efterforskning for planlægning af mulige terrorangreb. Her er det et billeder fra Martin Place i Sydney, hvor to gidsler for et år siden mistede livet, da en mand med angivelig sympati for Islamisk Stat holdt adskillige gidsler. Foto: Saeed Khan/AP


Som led i en antiterroraktion i Australiens største by, Sydney, er to mænd på henholdsvis 20 og 24 år blevet anholdt.

De mistænkes for at have planer om at begå militante angreb i byen.

Catherine Burn, vicepolitikommissær i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, siger ved en pressekonference, at politiet med sin aktion tidligt onsdag morgen lokal tid har forpurret et "terrorplot".

Hun understreger, at der ikke er en konkret trussel mod Sydneys indbyggere, men at en flådebase har været på de mistænktes liste over mulige mål.

- I planerne var flådebasen i Woolloomooloo (en bydel nær Sydneys centrum og Operahuset, red.) et af stederne, der er blevet diskuteret, men et endeligt mål var endnu ikke blevet besluttet, siger Catherine Burn.

Onsdagens anholdelser fandt sted i to forskellige vestlige forstæder til Sydney, skriver tv-stationen ABC.

Mændene menes at være en del af en gruppe på syv personer, som har sendt håndskrevne sedler til hinanden med lister over potentielle angrebsmål.

Ud over flådebasen i Sydneys centrum stod også hovedkontoret for Australiens føderale politi og andre politibygninger angiveligt i papirerne, der blev beslaglagt i december sidste år.

Planerne var ifølge vicepolitikommissær Catherine Burn ikke færdige. Blandt andet har forfatterne haft svært ved at finde nøjagtige adresser for målene, erfarer Fairfax Media.

Dog viser de tydelige ambitioner om at udføre angreb, lyder det fra Catherine Burn.

- Der er tale om en gruppe mennesker, der samlede sig med det formål for øje, at de havde planer om at udføre noget, og de begyndte at forberede sig på at begå en terrorhandling, siger hun ifølge avisen The Sydney Morning Herald.

Tidligere på måneden blev fem personer, heriblandt en 15-årig dreng, anholdt for relationer til samme dokumenter.

En bror til en af de anholdte onsdag er tidligere blevet sigtet for de formodede terrorplaner og for at være i besiddelse af ammunition, dele af skydevåben og bøger om krigshandlinger, skriver The Sydney Morning Herald.

Den anden anholdtes bror har også forbindelser til terrorefterforskning. Han menes at have spillet en rolle i at udarbejde planer om at kidnappe en tilfældig person på gaden og halshugge vedkommende.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.