Australien vil straffe ekstremisme hårdere
Jihadister, der vender tilbage til Australien, vil få lange fængselsstraffe, advarer regeringsleder.
Ifølge Abbott har mindst 60 australiere været i Mellemøsten og kæmpet for Islamisk Stat eller andre militante grupper.
Ifølge Abbott har mindst 60 australiere været i Mellemøsten og kæmpet for Islamisk Stat eller andre militante grupper. Foto: Rick Rycroft/AP


Australiens premierminister, Tony Abbott, advarer alle statsborgere om, at de risikerer lange fængselsstraffe, hvis de vender tilbage til landet efter at have kæmpet sammen med ekstremister.

- Det eneste sikre sted for dem, der er blevet brutaliseret og gjort militante ved at slås med terrorister, er et topsikret fængsel, siger han.

Abbott henviste til nylige optagelser fra byen Raqqa i Syrien, hvor en dreng står og holder en syrisk soldats afhuggede hoved. Drengen siges at være søn af en australsk jihadist.

Advarslen fra Abbott kommer, efter at der i sidste uge blev gennemført den hidtil mest omfattede antiterroraktion i landets historie. En 22-årig mand blev anholdt og sigtet for terrorplaner, der ifølge australske medier gik ud på at kidnappe en tilfældig person på gaden i Sydney og halshugge vedkommende for Islamisk Stat (IS).

Omarjan Azari, som den 22-årige hedder, var en af i alt 15 personer, som blev anholdt.

Over 800 politifolk deltog i antiterroraktionen. Samtidig deltog omkring 70 personer i en aktion i Brisbane.

Politiets aktion fandt sted knap en uge efter, at de australske myndigheder hævede beredskabet over for terroranslag til det næsthøjeste niveau - for første gang i et årti.

Der bor omkring 500.000 muslimer i Australien.

Ifølge Abbott har mindst 60 australiere været i Mellemøsten og kæmpet for Islamisk Stat eller andre militante grupper. Mindst 20 menes at være vendt tilbage til Australien, hvor de ifølge myndighederne udgør en sikkerhedsrisiko.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.