Australien sender migranter tilbage til Vietnam
Australien nægter at tage imod illegale migranter. 46 vietnamesere er sendt hjem igen.
En italiensk politimand kropsvisiterer en migrant på øen Lampedusa, der er mål for mange flygtninge fra den anden side af Middelhavet. Sådan går det ikke i Australien, hvor myndighederne slet ikke vil have illegale migranter i land. Migranter sendes tilbage til det sted, de kommer fra, sådan som det nu er sket for 46 vietnamesere.
En italiensk politimand kropsvisiterer en migrant på øen Lampedusa, der er mål for mange flygtninge fra den anden side af Middelhavet. Sådan går det ikke i Australien, hvor myndighederne slet ikke vil have illegale migranter i land. Migranter sendes tilbage til det sted, de kommer fra, sådan som det nu er sket for 46 vietnamesere. Foto: AP, POLFOTO, Antonello Nusca/free


46 vietnamesere, der forsøgte at komme illegalt ind i Australien, er blevet sendt tilbage til deres hjemland igen.

Det siger Peter Dutton, den australske immigrationsminister.

Båden med vietnameserne blev opbragt af den australske flåde 150 kilometer ud for det nordvestlige Australien i juli, rapporterer tv-stationen ABC.

Den australske regering har afvist at fortælle, hvad der skete med de ombordværende, men nu fortæller Dutton så på en pressekonference, at de er sendt tilbage til Vietnam.

- Der var 46 mennesker fra Vietnam. Vi har forhandlet med Vietnam om at sende dem tilbage. Vi har arbejdet på bilateral basis med den vietnamesiske regering, siger han.

Immigrationsministeren tilføjer, at sagen viser, at regeringens politik om at nægte at tage imod illegale migranter, der bliver sendt tilbage til det sted, de kommer fra, virker.

- Vi har en meget klar politik, og den siger, at mennesker, der prøver at komme til vort land med båd ulovligt, ikke får lov at slå sig ned i vort land, siger Dutton.

Han oplyser, at Operation Suveræne Grænser, som politikken kaldes, inden for de seneste 18 måneder har hindret 20 både med 633 migranter om bord i at nå frem til Australien.

Den australske regering har også indgået aftaler med østater i området om at sende migranter, hvis både opbringes, til centre i disse stater.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.