Australien: Putin vil bede separatister om hjælp i MH17-sag
Vladimir Putin vil bede separatister om hjælp til at efterforske flystyrt i Ukraine, siger australsk minister.


Ruslands præsident, Vladimir Putin, er angiveligt gået med til at bruge sin indflydelse overfor separatisterne i Ukraine til at støtte undersøgelsen af flyet MH17, der styrtede ned i Ukraine i juli.

Sådan lyder det fra Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, i et radiointerview, efter at hun mødtes med Putin under et møde i Milano om forholdet mellem Asien og Europa.

- Jeg bønfaldt ham om at bruge russisk indflydelse på separatisterne i det østlige Ukraine for at gøre det muligt for vores efterforskere at få adgang til nedstyrtningsstedet, siger Bishop til ABC radio.

Og den russiske præsident svarede "meget konstruktivt," lyder det.

- Han sagde, at han ville forsøge at imødekomme min anmodning ved at spørge separatisterne om at give adgang, siger hun.

Mange australske borgere mistede livet, da samlet 298 mennesker døde som følge af flystyrtet.

USA, Europa og Australien har gentagne gange beskyldt Rusland for at blokere efterforskningen i den samme region i Ukraine, hvor separatister greb til våben mod Ukraine efter Ruslands annektering af halvøen Krim i marts.

Flyet MH17 var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia, da det 17. juli styrtede ned i Ukraine nordøst for den separatist-kontrollerede by Donetsk.

En hollandsk havarirapport har fastslået, at flyet blev ramt af en mængde af højhastighedssplinter, inden det styrtede til jorden. Splinterne menes at stamme fra et russiskproduceret jord-til-luft missil af typen Buk.

Hvem, der har affyret det, vides ikke, men Vesten beskylder de prorussiske separatister for at stå bag.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.