Australien dropper værtskaber: Ryd op Fifa!
Australien skrinlægger alle ansøgninger til det internationale fodboldforbund (Fifa), som skal rydde op først.
Australien ansøgte om at afholde VM for herrer i 2022, men tabte kampen om værtskabet til Qatar.
Australien ansøgte om at afholde VM for herrer i 2022, men tabte kampen om værtskabet til Qatar. Foto: Ennio Leanza/AP


Det australske fodboldforbund (FFA) offentliggjorde i sidste måned, at landet havde planer om at ansøge om at arrangere fodbold-VM for kvinder i 2023.

Tirsdag kom der imidlertid den modsatte besked fra australierne til Fifa, som på det seneste har været ramt af flere korruptionsanklager.

- I det nuværende klima vil FFA ikke ansøge om at afholde nogen af Fifas turneringer, skriver FFA i en udtalelse tirsdag.

Australien ansøgte om at afholde VM for herrer i 2022, men tabte kampen om værtskabet til Qatar.

Qatars værtskab bliver i øjeblikket efterforsket af schweiziske og amerikanske myndigheder, som også undersøger flere andre sager om tildeling af værtskaber.

- FFA har gjort det helt klart, at Fifa trænger til en stor reform. Fifas problemer stikker dybt, og forbundet har fået en kultur, som har udviklet sig over flere årtier.

- Indtil den nuværende model ændres, er det vanskeligt at se, at FFA kommer til anbefale Australien som ansøgernation, hedder det i udtalelsen.

Korruptionsanklagerne fik i sidste uge blandt andet Sepp Blatter til at gå af som Fifa-præsident.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.