Australian Open-vinder er højdespringer på ranglisten
Angelique Kerber stryger op som nummer to på kvindernes tennis-rangliste efter sin første grand slam-sejr
Tyske Angelique Kerber glæder sig på pressemødet efter sin første grand slam-sejr nogensinde.
Tyske Angelique Kerber glæder sig på pressemødet efter sin første grand slam-sejr nogensinde. Foto: THOMAS PETER/Reuters


Den tyske tenniskomet Angelique Kerber rykker fire pladser op på kvindernes verdensrangliste i tennis. Hun ligger nu nummer to efter amerikanske Serena Williams.

28-årige Kerber vandt lørdag sin første grand slam-titel da hun sejrede over netop Serena Williams ved finalen i Australian Open.

Serena Williams ligger stadig på en suveræn førsteplads med 9245 point. Det er en del mere end Kerber, der på andenpladsen har 5700 point.

Kerber stryger lige akkurat forbi Simona Halep fra Rumænien, der har 5545 point.

Danske Caroline Wozniacki ligger på en uændret plads som nummer 18. Den tidligere verdensetter røg i år ud i første runde af Australian Open, da hun højst overraskende tabte til Yulia Putintseva fra Kasakhstan i tre sæt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.