Auri Skarbalius vil genoprette klubkulturen
Brøndby er igen endt i modvind, men den nye cheftræner Auri Skarbalius vil bringe klubkultur tilbage.


Auri Skarbalius skal igen stå i spidsen for Brøndbys bedste fodboldhold, efter at cheftræner Thomas Frank valgte at smide en opsigelse i kølvandet på klubformandens negative indlæg om cheftræneren på et fanforum.

Det betød, at Brøndby akut manglede en cheftræner til resten af sæsonen, og U19-træner Auri Skarbalius, som i 2013 blev fyret som cheftræner i Brøndby, sprang til efter kort overvejelse.

Klubkulturen og troværdigheden er sat på alvorlig prøve efter Jan Bech Andersens opførsel, hvor han har kritiseret navngivne folk i et fanforum, men Auri Skarbalius tror på, at han er manden, der kan bringe ro på i situationen.

- Hvis ikke jeg skulle kunne bringe klubkultur tilbage, hvem skulle så, spørger han retorisk med henvisning til sine mange år i klubben som både spiller og træner.

I 2015 vendte den litauiske træner tilbage til Vestegnen som U19-træner og med ønsket om at arbejde med talenter.

Det arbejde er nu sat på standby frem til sommer, hvor en ny cheftræner skal tiltræde, og Auri Skarbalius lægger da heller ikke skjul på, at han helst var blevet hos talenterne.

- Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke skulle træne førsteholdet igen her i klubben, men nu er vi i den her situation, og det er det, klubben har brug for, siger Skarbalius.

- Der er ikke nogen over klubben, slår han fast.

Samtidig lod han også forstå, at han har snakket med Thomas Frank.

- Jeg har snakket med Thomas, og jeg kommer også til at snakke med ham igen, lyder det fra den midlertidige Brøndby-chef.

Han ønskede ikke at kommentere Jan Bech Andersens opførsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.