Auri har favoritforsvar klar: Pokalkampe er anderledes
Martin Albrechtsen er med i truppen til retursemifinalen i DBU Pokalen mellem Brøndby og FC København.
Martin Albrechtsen scorede sejrsmålet, da Brøndby senest slog FC København.
Martin Albrechtsen scorede sejrsmålet, da Brøndby senest slog FC København. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Brøndby blev udspillet og tabte 0-2 i søndagens superligakamp mod FC København i Telia Parken, men det er på andre vilkår, når Brøndby onsdag aften tager imod FCK i returkampen i pokalsemifinalen.

Midterforsvareren Martin Albrechtsen er blevet sin skade kvit og indgår i truppen, og træner Auri Skarbalius har for en sjælden gangs skyld udsigt til at kunne stille med sit bedste forsvar.

Ud over Albrechtsen tæller det centrale forsvar også Daniel Agger, mens Johan Larsson og Riza Durmisi passer backpladserne.

Derimod er Brøndbys solide jamaicaner på den defensive midtbane, Rodolph Austin, ikke blevet klar efter sin skade.

Brøndby hentede 1-1 i den første semifinale på udebane og kan dermed gå videre med eksempelvis 0-0.

- Pokalkampe er altid anderledes. I den her kamp er det enten eller. Den intensitet kan måske gøre kampen ekstra hård, men vi glæder os - også til at spille på hjemmebane foran vores fantastiske fans, siger Auri Skarbalius til klubbens hjemmeside.

Han hentyder til, at klubbens fans boykottede søndagens kamp i Parken på grund af en række restriktioner fra FCK.

Træneren lover en toptændt indsats foran de fyldte tribuner onsdag aften.

- At stå i en pokalfinale er noget af det største, du kan opleve som dansk fodboldspiller. Derfor er alle klar til at give 100 procent. Vi er tændte og tror på den samlede sejr, siger han.

Kampen begynder klokken 20.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.