Aung San Suu Kyi bliver Myanmars udenrigsminister
Den nye regering vil formelt blive nedsat i april. Aung San Suu Kyi indtager posten som udenrigsminister.


Myanmars Aung San Suu Kyi bliver udenrigsminister i den nye regering, oplyser hendes parti til nyhedsbureauet AFP.

Myanmars nyvalgte præsident nominerede tidligere det burmesiske demokratiikon til en plads i den nye regering i Myanmar.

Den tidligere nobelprismodtagers navn har været nævnt i forbindelse med både udenrigsministeriet, uddannelsesministeriet, energiministeriet samt minister for præsidentkontoret.

Den nye regering bliver formelt nedsat i april.

Aung San Suu Kyis parti, National Liga for Demokrati (NLD), vandt en jordskredssejr ved parlamentsvalget i november, men forfatningen, der er udarbejdet af den tidligere militærjunta, forbyder Suu Kyi at stille op til posten som præsident.

Den post har hendes nære ven Htin Kyaw siden indtaget, og Aung San Suu Kyi har svoret, at hun vil lede landet via præsidenten.

Landets stadig meget magtfulde militær, der i årevis holdt Suu Kyi fængslet eller i husarrest, sidder på en fjerdedel af pladserne i parlamentet. Militærets kandidat, general Myint Swe, er vicepræsident.

Aung San Suu Kyi er verdenskendt for sin kamp for demokrati i Myanmar, der indtil for fem år siden blev kontrolleret af et militært styre.

Tilbage i 1990 vandt hun og NLD valget i Myanmar, men militæret accepterede ikke sejren og sad efterfølgende på magten i mere end to årtier. Samtidig var Suu Kyi blevet sendt i husarrest, hvor hun sad i 15 år i tre perioder fra 1989 til 2010.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.