Auktionshus slår rekord med salg af diamantring
En sjælden Cartier-diamantring er solgt for 650.000 kroner hos Bruun Rasmussen. Det er rekord i auktionshuset
Auktionshuset Bruun Rasmussen slog dansk auktionsrekord med salget af en sjælden Cartier-diamantring, der fik et hammerslag på 650.000 kroner.
Auktionshuset Bruun Rasmussen slog dansk auktionsrekord med salget af en sjælden Cartier-diamantring, der fik et hammerslag på 650.000 kroner. Foto: Colourbox/S.GNATIUK


Diamantringe var i høj kurs hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner mandag.

Her slog de dansk auktionsrekord med salget af en sjælden Cartier-diamantring, der fik et hammerslag på 650.000 kroner.

Den hidtidige smykkerekord var fra 2012 og lød på 450.000 kroner for en diamantring fra Klarlund.

- Vi er ovenud tilfredse med dagens internationale smykkeauktion, der bød på mange imponerende hammerslag, skriver Katrin Mikkelsen Sørensen, ansvarlig for de internationale smykkeauktioner hos Bruun Rasmussen i Bredgade, i en pressemeddelelse.

Den internationale smykkeauktion bød på 12 trecifrede hammerslag, hvilket også er rekord hos Bruun Rasmussen.

Derudover blev der solgt en diamant solitaire ring fra Georg Jensen & Wendel med et hammerslag på 500.000 kroner, og en halskæde med diamantvedhæng af 18 karat hvidguld til 300.000 kroner.

Auktionshuset fik også henholdsvis 210.000 kroner og 190.000 kroner for en diamantring og et sjældent smaragd- og diamantarmbånd af guld og sølv.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er et familieejet auktionshus og har været det siden det første hammerslag faldt i 1948.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.