Auken: EU's flådeforslag læner sig op ad krigserklæring
EU planlægger en flådeoperation for at sænke migrantbåde, inden de sejler mod Europa lastet med flygtninge.


EU's plan for at løse problemet med migrantbåde i Middelhavet falder ikke i god jord hos EU-parlamentariker Margrete Auken (SF), som kalder dele af forslaget for "næsten en krigserklæring mod flygtninge".

Mandag blev EU-landenes forsvars- og udenrigsministre enige om at godkende det første skridt mod at destruere de både, som menneskesmuglerne bruger til at transportere migranter til Europa.

Planen går ud på at gøre bådene "ubrugelige", inden de påbegynder rejsen mod det forjættede land.

Tidligere har det været fremme, at der kunne være tale om at sænke bådene, mens de er fortøjret.

Og det er ikke godt nok, lyder det.

- Det er Europas problem, at flygtninge dør under kummerlige vilkår for at komme væk fra krig og kaos. Det er fint, at EU-Kommissionen handler hurtigt, og at regeringerne tager problemet mere alvorligt.

- Men dele af forslaget kan næsten opfattes som en krigserklæring mod flygtningene. Vi risikerer jo bare at gøre det endnu farligere for dem, der flygter, samt at ødelægge uskyldige fiskeres både, siger hun.

Grundet det danske forsvarsforbehold kan Danmark ikke deltage i en eventuel kommende flådeoperation.

I stedet vil Danmark sende et Challenger-fly samt 12-13 mand til Middelhavet for at deltage i overvågning fra luften.

Den formelle beslutning om at sætte operationen i gang ventes truffet senest på et EU-topmøde sidst i juni, men operationen kræver også mandat fra FN og muligvis Libyen, som er et af de foretrukne transitlande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.