Atomvåben får Nordea til at droppe flygigant
Vi vil ikke medvirke til at udbrede denne type atomvirksomhed, siger den dansk-nordiske bank.
Finanskoncernen Nordea vil ikke hjælpe til udviklingen af nye atomvåben.
Finanskoncernen Nordea vil ikke hjælpe til udviklingen af nye atomvåben. Foto: Nordea/free


Finansierings- og investeringsafdelingen i Nordea har besluttet at sortliste fly- og våbenproducenten Boeing, fordi det amerikanske selskab er i gang med at udvikle en ny generation af atomvåben.

Det skriver avisen Financial Times.

Nordea Asset Management, som bestyrer værdier for 174 milliarder euro (knap 1300 milliarder kroner) og dermed er Nordens største private forvalter af investeringer, har i maj føjet Boeing til sin liste over selskaber, det ikke vil investere i.

Det er Boeings deltagelse i at fremstille nye komponenter til atomvåben, der har fået Nordea til at reagere. De nye atomvåben skal erstatte de interkontinentale Trident-raketter, der affyres fra ubåde.

- Udelukkelsen skaber yderligere problemer for Boeing, skriver Financial Times og henviser til, at også andre fonde er på nakken af selskabet.

Sasja Beslik, der er øverste ansvarlige for god opførsel - corporate governance - i den dansk-nordiske bank, siger, at Boeing er i gang med et nyt atomprogram, og at den amerikanske fabrikant ikke har vist vilje til at droppe det.

- Vi mener ikke, det er nødvendigt at udvikle nye atomvåben, og vi ønsker ikke at medvirke til udbredelsen af denne type virksomhed, eftersom den potentielle anvendelse af atomvåben er ekstremt skadeligt for menneskeheden, siger han til avisen.

Nordea er ikke alene med det synspunkt. Den statslige norske oliefond, der er en af de allerstørste globale spillere, når det gælder investeringer, boykotter 10 selskaber, heriblandt Boeing, der deltager i produktionen af atomvåben.

Det samme gælder Hollands næststørste pensionsfond, PGGM, der råder over værdier til 189 milliarder euro.

Nordea har dog ikke samme politik over for selskaber, der deltager i at vedligeholde de eksisterende atomvåben.

Nordea har sortlistet lidt over en snes selskaber. De fleste er involveret i atomvåben og fremstilling af klyngebomber. Listen kan ses her: http://esg.nordea.com/exclusion-list/.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.