Atlético misser spansk førsteplads: Taber til bundhold
Atlético Madrid tabte på et sent mål til Malaga og missede chancen for at nappe førstepladsen i ligaen.
Atlético Madrid formåede ikke at åbne Malagas defensiv op (arkivfoto).
Atlético Madrid formåede ikke at åbne Malagas defensiv op (arkivfoto). Foto: Francisco Seco/AP


Atlético Madrid havde søndag aften muligheden for at tage førstepladsen i den spanske liga, men forpassede den.

På udebane mod Malaga indkasserede holdet et nederlag på 0-1 og bliver dermed 35 point for 16 kampe - det samme pointtal som førerholdet Barcelona, der i weekenden spillede VM for klubhold og derfor stadig kun har spillet 15 kampe.

Atlético skulle med andre ord blot bruge et point for at glide i spidsen for ligaen, men det glippede med Malagas sene sejrsmål efter 87 minutter.

Charles blev matchvinder, da hans helflugter blev rettet af og gik i mål.

Bundholdet Malaga gik mest efter sejren i slutningen. Det var en naturlig konsekvens af, at holdet spillede en mand i overtal fra det 56. minut, efter Gabi fik sit andet gule kort.

Med sejren fik Malaga lagt lidt afstand til nedrykningsstregen, som nu er distanceret med tre point.

Tidligere søndag lagde Celta Vigo sig på fjerdepladsen med en udesejr på 2-0 over bundholdet Granada.

Danske Daniel Wass spillede hele kampen, men var ikke direkte involveret i scoringerne, der blev sat ind af Fabian Orellana og Iago Aspas inden pausen.

Celta har 31 point for 16 kampe. Real Madrid har 33 på tredjepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.