Fodboldklubben Atlético Madrids cheftræner, Diego Simeone, havde en heldig og dygtig hånd, da hans hold lørdag aften vandt 2-0 ude over hidtil ubesejrede Eibar i den spanske Primera Division.
Fra begyndelsen af anden halvleg, da stillingen endnu var 0-0, sendte han angriberen Fernando Torres på banen. Efter 61 minutter kom endnu en angriber, Angel Correa, ind.
Et minuts tid senere serverede Fernando Torres bolden for Angel Correa, og den 20-årige argentiner hamrede bolden i mål til 1-0.
Atlético Madrid købte Angel Correa sidste sommer, men på grund af hjerteproblemer tiltrådte han først et halvt års tid senere. Først i august i år fik han debut for klubben.
Angel Correa var dog ikke færdig med at brillere, for 13 minutter før tid spillede han Fernando Torres fri, så han også kom på scoringstavlen med 2-0-målet.
Atlético Madrid har ni point for fire kampe. Det er det samme antal point som FC Barcelona, der dog har spillet en kamp færre.
Real Madrid topper rækken med 10 point for fire kampe efter den smalle 1-0-sejr hjemme over Granada tidligere lørdag.
Eibar, der altså led sæsonens første nederlag, har syv point.
I sidste sæson sluttede holdet tredjesidst og var egentlig rykket ned.
Eibar fik imidlertid lov til at blive i den bedste række, fordi Elche blev tvangsnedrykket på grund af økonomisk rod.
/ritzau/