Atlético Madrid udstiller Valencia i egen hule
Atlético Madrid vandt 3-1 ude over Valencia og haler ind på førerholdet, FC Barcelona, i Primera Division.
Atlético Madrid vandt 3-1 ude over Valencia og haler ind på førerholdet FC Barcelona i Primera Division. Arkivfoto.
Atlético Madrid vandt 3-1 ude over Valencia og haler ind på førerholdet FC Barcelona i Primera Division. Arkivfoto. Foto: Francisco Seco/AP


Valencia var lige begyndt at vinde nogle fodboldkampe under cheftræner Gary Neville, men søndag aften blev Atlético Madrid for stor en mundfuld.

Atlético Madrid vandt 3-1 og ligner det eneste hold, der lige nu kan true FC Barcelona i kampen om det spanske mesterskab.

Med søndagens sejr på udebane er Atlético Madrid på andenpladsen nu otte point efter Barcelona, som fører Primera Division med 72 point efter 28 kampe.

Real Madrid halter efter med 60 point på tredjepladsen. Der resterer ti spillerunder i den spanske liga.

Atletico Madrids franske landsholdsangriber Antoine Griezmann bragte udeholdet foran 1-0 med et fremragende langskud efter 24 minutter.

Blot fire minutter senere fik Valencias russiske angriber Denis Cheryshev udlignet til 1-1, og så var opgøret helt åbent igen.

20 minutter før tid slog den indskiftede spanske angriber Fernando Torres til med målet til 2-1 for Atlético Madrid.

Valencia blev reduceret til ti spillere, da Aderlan Santos modtog sit andet gule kort i kampen efter 81 minutter, og så kunne udeholdets indskiftede midtbanespiller Ferreira Carrasco kort efter lukke kampen med målet til 3-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.