Atlético Madrid smider fangruppe ud efter drab
Atlético Madrid sletter Frente Atléticos status som officiel fangruppe efter drabet på en Deportivo-fan.
Det var på denne plads, at en Deportivo-fan søndag mistede livet.
Det var på denne plads, at en Deportivo-fan søndag mistede livet. Foto: Paul White/AP


Den forsvarende spanske mesterklub, Atlético Madrid, har bortvist medlemmer af en radikal fangruppe, der var involveret, da en 43-årig fan fra Deportivo La Coruña omkom efter slagsmål mellem de to holds fans inden opgøret søndag.

Hovedstadsklubben meddelte tirsdag, at den udstøder medlemmer fra fraktionen Frente Atlético, der har ry for at være højreorienterede politiske ekstremister.

- Klubben har besluttet at slette Frente Atléticos status som officiel fangruppe med øjeblikkelig virkning og indstiller alle forbindelser til gruppen, lyder det i en erklæring fra klubben.

Den tilføjer, at fangruppens bannere ikke længere vil være tilladt på klubbens stadion, Vicente Calderon.

21 mistænkte er blevet afhørt tirsdag, men ingen af dem er sigtet for drabet, og flere anholdelser forventes i fortsættelsen af efterforskningen.

Knive og metalrør blev brugt som våben, da de to holds fans endte i store slagsmål inden søndagens kamp.

Blandt andet den senere omkomne fan blev bragt til hospitalet, og kampen blev gennemført som planlagt. Kort efter denne var slut, blev den 43-årige erklæret død.

Hjemmeholdet Atlético vandt kampen 2-0.

/ritzau/afp

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.