Atlético Madrid sikrer gigantmøde mod Real trods flop
Mario Mandzukic scorede to mål, men Atlético Madrid kunne ikke besejre L'Hospitalet på hjemmebane.
Atlético Madrid-spillerne skal møde Real Madrid i Copa del Rey, selvom holdet skuffede hjemme mod L'Hospitalet.
Atlético Madrid-spillerne skal møde Real Madrid i Copa del Rey, selvom holdet skuffede hjemme mod L'Hospitalet. Foto: Daniel Ochoa de Olza/AP


Fodboldgiganterne Atlético Madrid og Real Madrid mødes i 1/8-finalerne i den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

Det er officielt et faktum, efter at Atlético Madrid torsdag aften gik videre efter en samlet 5-2-triumf over L'Hospitalet fra den tredjebedste række.

De spanske mestre havde mere eller mindre booket mødet med bysbørnene fra Real før returkampen, for Atlético Madrid havde besejret L'Hospitalet 3-0 på udebane i den første kamp.

Det var alligevel noget af en flovmand for det reservespækkede Atlético-mandskab, at klubben kun formåede at få 2-2 hjemme på Vicente Calderón i returmødet.

Mario Mandzukic bragte favoritterne foran 1-0 i første halvleg, men midt i anden halvleg fik Rubén Alcaraz udlignet for L'Hospitalet.

Mario Mandzukic sendte herefter igen Atlético på sejrskurs, men Rubén Alcaraz udlignede igen seks minutter før slutfløjtet.

Elche kom også videre til 1/8-finalerne med en 1-0-sejr hjemme over Valladolid. Den første kamp var endt uden mål.

Elche får i 1/8-finalerne fornøjelsen af at møde FC Barcelona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.