Atlético Madrid henter første ligasejr mod danskerklub
Antoine Griezmann var arkitekt og dobbelt målscorer i 4-0-sejren ude over Celta Vigo.
Celta Vigo med Daniel Wass fra start tabte lørdag hjemme til Atlético Madrid og er stadig uden sejr i sæsonen. Arkivfoto.
Celta Vigo med Daniel Wass fra start tabte lørdag hjemme til Atlético Madrid og er stadig uden sejr i sæsonen. Arkivfoto. Foto: Nikolai Linares/Scanpix


Atlético Madrid og cheftræner Diego Simeone kan slette det kedelige nul ud for antal fodboldsejre i årets Primera Division.

Lørdag vandt sidste års Champions League-finalister med 4-0 ude over Celta Vigo, som havde Daniel Wass med fra start og sendte Pione Sisto i aktion 12 minutter før tid.

Med storsejren har Atlético fem point for tre kampe, mens Celta dumpede ned på sidstepladsen med det tredje nederlag af lige så mange mulige.

Efter ni minutter fik Josep Sene en stor chance for at bringe danskerklubben foran, men han formøblede Iago Aspas' indenomsaflevering med en afslutning i sidenettet.

Derefter tog Atlético over og pressede på, men efter 33 minutter var Iago Aspas igen på spil, da han med en ny lækker stikning denne gang sendte Theo Bongonda alene mod mål. Den unge belgier sendte dog bolden lige forbi den fjerneste stolpe.

I anden halvleg slog gæsterne så til. Antoine Griezmann sendte efter 53 minutter et fremragende indlæg ind over hele forsvaret til Koke, som fri foran mål scorede sikkert.

Daniel Wass opdagede alt for sent faren og kom halsende efter målscoreren. Et kvarter senere blev danskeren skiftet ud.

I det 72. minut fjernede Antoine Griezmann al spænding om sejren med et flot hovedstød til 2-0.

Tre minutter blev Pione Sisto sendt i aktion for Celta. På banen kunne han se Antoine Griezmann lave sit andet hovedstødsmål i kampen ni minutter før tid.

Kort før slutfløjt lukkede og slukkede Angel Correa med målet til 4-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.