Atlético Madrid hægter sig på Barcelona efter brandkamp
Atlético Madrid spillede fremragende og sejrede sikkert på hjemmebane over Sevilla i lørdagens spanske topkamp
Atlético Madrid-spillerne kunne fire gange juble over en scoring mod Sevilla.
Atlético Madrid-spillerne kunne fire gange juble over en scoring mod Sevilla. Foto: Andres Kudacki/AP


Det spanske mesterhold Atlético Madrid ville ikke stå tilbage for FC Barcelonas og Real Madrids præstationer tidligere lørdag.

På hjemmebane vandt Atlético hele 4-0 over Sevilla i rundens topkamp efter en fremragende indsats.

Den mindede lidt om sidste sæsons succestogt, hvor holdet lukkede godt af bagude og samtidig sprudlede i den anden ende af banen.

Allerede i første halvleg sørgede Atlético for at score de nødvendige mål. Koke gjorde det til 1-0 efter 19 minutter, og Saul Niguez øgede kort inden pausen.

Holdet havde også helt styr på kampen i anden halvleg, hvor Raul Garcia udnyttede et straffespark til 3-0 syv minutter før tid.

Ydmygelsen blev total i det sidste minut, da Raul Jimenez headede bolden ind til slutresultatet fra klos hold.

Med sejren ligger Atlético på andenpladsen to point efter topholdet Barcelona, der lørdag vandt 6-0 over Granada på hjemmebane.

Real Madrid sejrede 2-0 ude over Villarreal og ligger nu nummer fem.

For Sevilla var nederlaget sæsonen første. Holdet indtager nu fjerdepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.