Få Atlético Madrid-spillere har så meget af klubben under huden som den 25-årige midtbaneslider Koke. Og han kommer til at få endnu mere.
Klubben oplyser tirsdag, at man har forlænget aftalen med Koke, så den nu løber helt frem til 2024.
Han havde i forvejen to år tilbage af sin eksisterende aftale, men allerede nu ønskede Atlético Madrid at binde klubmanden for yderligere fem år.
Den stærke midtbanemand er et produkt af Madrid-klubbens ungdomsarbejde.
Han er født og opvokset i den spanske hovedstad, og allerede som otteårig kom han til Atlético Madrid.
Herfra har han taget hele vejen gennem ungdomssystemet. I 2008 kom han op på klubbens B-hold, og i 2009 kom debuten på førsteholdet.
Siden er det blevet til mere end 250 kampe i Atlético-trøjen.
- Han er en meget respekteret og højt skattet spiller i omklædningsrummet, og han vil blive en historisk spiller i klubben, siger sportsdirektør Jose Luis Caminero til klubbens hjemmeside.
Koke har været en af de bærende kræfter på det Atlético-hold, som under træner Diego Simeone de seneste år har taget kampen op mod Real Madrid og FC Barcelona i Spanien samt etableret sig som et af Europas stærkeste hold.
I 2014 gav det et spansk mesterskab, og i 2012 vandt klubben Europa League. I 2014 og 2016 nåede holdet Champions League-finalen, men begge gange endte det i nederlag til Real Madrid.
/ritzau/