Atletikpræsident vil skabe flere rivaler med lang sæson
Der skal være mere atletik i løbet af et kalenderår for at skabe flere rivaliseringer, mener Sebastian Coe.
Sebastian Coe, præsident for Det Internationale Atletikforbund, vil give tilskuere og seere mere atletik hvert år.
Sebastian Coe, præsident for Det Internationale Atletikforbund, vil give tilskuere og seere mere atletik hvert år. Foto: Laurent Gillieron/AP


Atletiksporten er i knæ på grund af omfattende dopingafsløringer og korruption, men også på et andet område lider atletiksporten.

Ifølge præsidenten for Det Internationale Atletikforbund (IAAF), Sebastian Coe, er der ganske enkelt for lidt topatletik på programmet hvert år, og det betyder en mangel på store rivalopgør.

- Vi går fra september til maj, hvor der ærligt talt ikke er ret meget at tale eller skrive om. Det må vi ændre, siger Coe til BBC ifølge Reuters.

- Vi er nødt til at udvide og rykke sæsonen til klimaer, hvor man kan konkurrere, og vi skal udvikle de markeder og sørge for, at atletikudøverne kommer til at møde hinanden langt oftere.

Ved det seneste VM var der stor hype omkring mødet mellem sprintkongerne Usain Bolt og Justin Gatlin, men derudover er der langt mellem stormøderne og rivaliseringer mellem atletikkens topnavne.

Det vil Sebastian Coe gerne ændre, men det kræver også, at udøverne er villige til at konkurrere mere.

- Vi har agenter og managere, som fra starten af en sæson siger: "Vores udøver kommer til at have et roligt år", fortæller Sebastian Coe.

- Det vil svare til, at Barcelona sælger sæsonkort og siger, at Lionel Messi kun kommer til at spille hver tredje eller hver fjerde kamp, lyder det fra IAAF-præsidenten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.