Atletikforbund stiller strenge dopingkrav til Rusland
Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har fredag sendt en liste med krav til Rusland efter dopingskandale.
Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har sendt en liste med krav til Det Russiske Atletikforbund (Araf) efter dopingskandale.
Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har sendt en liste med krav til Det Russiske Atletikforbund (Araf) efter dopingskandale. Foto: Colourbox//MAXPPP


Det Russiske Atletikforbund (Araf) skal efterleve en række strenge krav, hvis forbundet igen skal være en del af Det Internationale Atletikforbund (IAAF).

Russerne blev for en måned siden suspenderet af IAAF, da en rapport fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) afslørede årevis af systematisk doping i russisk atletik.

Fredag har IAAF sendt en liste til Araf med en række krav, der skal rydde op i russisk atletik.

- Vi har opstillet en række krav, som ikke efterlader nogen tvivl, siger IAAF's præsident, Sebastian Coe.

- Rusland skal demonstrere verificerbare ændringer på en række punkter og gøre vores task force trygge i, at punkterne bliver overholdt permanent.

- Der er ingen tidslinje for Rusland. Det er op til dem at få implementeret disse verificerbare ændringer i deres antidoping-praksis og kultur, siger Coe.

IAAF kræver, at Rusland lever op til Wadas love og regler. Det Russiske Atletikforbund (Araf) skal lade IAAF og Det Russiske Antidoping Agentur (Rusada) foretage deres arbejde uden indblanding.

Araf skal samtidig rydde op internt i organisationen, så alle direktører, officials og øvrige medarbejdere ikke har været involveret i dopingsnyd i fortiden.

Samtidig skal Araf indføre en begrænsning på den periode, som officials kan sidde på deres positioner i forbundet.

IAAF's task force vil besøge Rusland for første gang i januar.

I øjeblikket kan Rusland ikke stille med atletikudøvere til næste års OL i Rio de Janeiro, men IAAF har oplyst, at man muligvis er parat til at ophæve suspenderingen, før legene begynder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.