Atletikboss udpeges som hovedskurk i ny dopingrapport
Ny Wada-rapport konkluderer, at toppen i Det Internationale Atletikforbund har set gennem fingre med doping.
Det Internationale Atletikforbund bliver udsat for kritik i ny rapport fra Det Internatinale Antidopingagentur, Wada.
Det Internationale Atletikforbund bliver udsat for kritik i ny rapport fra Det Internatinale Antidopingagentur, Wada. Foto: Colourbox/free


Lederne i Det Internationale Atletikforbund, IAAF, må have været klar over, at der foregik doping i Rusland og andre lande.

Det konkluderer en ny rapport fra Det Internationale Antidopingagentur, Wada, der torsdag blev fremlagt i Tyskland.

Den tidligere IAAF-præsident Lamine Diack udpeges som hovedskurken, og hans afløser og tidligere vicepræsident, Sebastian Coe, må også have kendt til dopingprogrammerne i Rusland, står der i rapporten.

- Korruptionen var forankret i organisationen, siger Dick Pound, der er leder af kommissionen bag rapporten.

- IAAF-bestyrelsen kan umuligt have været uvidende om omfanget af doping inden for atletik, og at antidopingreglerne ikke blev overholdt, siger Pound.

- IAAF stod ikke tilstrækkelig fast, når det handler om en række lande, deriblandt Rusland, siger han.

Wada-kommissionen beskriver i rapporten Rusland som et "dopingparadis", som IAAF's politiske top ikke ønskede konfrontere med sin mistanke og viden.

Den hårdeste kritik rammer IAAF's tidligere præsident Lamine Diack, da rapporten konkluderer, at senegaleseren var dybt involveret i dopingsnyderiet.

Ved siden af IAAF-systemet skabte han sin helt egen magtstruktur omkring dopingproblemerne i Rusland. Det fremgår af rapporten, at Diack havde personligt kendskab til dopingforseelser og pengeafpresning af russiske atletikudøvere.

Med i Diacks inderkreds udenom IAAF var de to sønner, Papa Masada Diack og Khalil Diack, samt hans juridiske rådgiver Habib Cisse. Også IAAF's tidligere antidoping-direktør Gabriel Dolle var involveret.

Rapporten konkluderer samtidig, at IAAF ikke havde værktøjer, der kunne hindre korruptionen i at foregå.

Kritikken rammer også IAAF's nuværende præsident, Sebastian Coe, der blev vicepræsident i atletikforbundet i 2007. I 2015 overtog han præsidentposten fra Lamine Diack.

Coe har tidligere fortalt, at hans arbejde som vicepræsident bestod af ti arbejdsdage om året, men rapporten Wada-kommissionen konkluderer, at den nuværende præsident burde have vidst, hvad der foregik.

Alligevel mener kommissionens formand Dick Pound, at Sebastian Coe er den rette til at lede IAAF ud af den nuværende krise.

Rusland er i øjeblikket suspenderet af IAAF, efter at Wada sidste år afslørede omfattende og systematisk doping blandt russiske atleter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.