Atletikboss: Kenya kan blive udelukket fra OL
I atletikkens topledelse vil man gøre alt for at rette op på et dårligt omdømme, og det kan gå ud over Kenya.
Kenyansk atletik er kommet i store problerme før OL.
Kenyansk atletik er kommet i store problerme før OL. Foto: Ben Curtis/AP


Kenyas atletikudøvere kan risikere at blive udelukket fra OL i Rio, hvis landet ikke bliver erklæret samarbejdsvillig med Det Internationale Antidopingagentur, Wada.

Præsidenten i Det Internationale Atletikforbund (IAAF), Sebastian Coe, vil ikke tøve med at udelukke Kenya fra atletikken ved OL til sommer, fortæller han torsdag.

Kenya toppede medaljestatistikken ved VM i Beijing i 2015, men har på den negative front fået mere end 40 atleter udelukket for doping de seneste tre år.

Nu står Kenya over for en kamp mod uret for at overbevise Wada om, at man gør, hvad man kan for at håndtere problemet.

Hvis ikke Kenya klarer det, kan landet blive ramt af samme sanktioner som Rusland og blive udelukket fra al atletik - inklusive OL.

- Vi ved, at hovedvægten af vores imageproblemer er forårsaget af relativt få nationer, så vi må være proaktive, siger Coe ifølge Reuters.

- Hvis det betyder, at vi må udelukke dem fra VM eller OL, så bliver vi nødt til at gøre det, fortæller præsidenten i IAAF.

Rusland blev i november udelukket fra al atletik efter en nedslående dopingrapport, der var sat i værk af Wada.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.