Atletik: USA mister OL-sølv efter stjernes dopingdom
Tyson Gays dopingdom koster de øvrige medaljevindere fra USA deres OL-sølvmedalje fra legene i London.
Det amerikanske stafethold mister OL-sølvet fra 2012.
Det amerikanske stafethold mister OL-sølvet fra 2012. Foto: Matt Slocum/AP


Det amerikanske stafethold i 4x100-meter i atletik mister sølvmedaljen fra OL i London i 2012.

Det meddeler den internationale olympiske komité (IOC) onsdag på sin hjemmeside.

Diskvalifikationen af amerikanerne sker, fordi en af løberne på stafetholdet, stjerneløberen Tyson Gay, senere blev taget for brug af doping.

De øvrige løbere på stafetholdet var Kennith Ryan Bailey, Jeffery Demps, Justin Gatlin, David Petrell Kimmons og Darvis Patton, og de mister altså alle deres medalje.

IOC meddeler ikke noget om, hvorvidt der bliver indsat en anden sølvvinder i stedet for USA.

Hvis de øvrige deltagere rykker et trin op, vil bronzevinderen i London, Trinidad & Tobago, blive rykket op som sølvvinder, mens nummer fire, Frankrig, får bronze.

OL-guldet i 2012 gik til Jamaica, som med Usain Bolt i spidsen satte verdensrekord på det olympiske stadion i London.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.