Asylstrøm til Danmark er i toppen i EU
Danmark er rykket en del pladser op på listen over asylstrømmen. Behov for flere stramninger, mener V og DF
Med udsigt til op mod 20.000 asylansøgere i 2014 har regeringen varslet stramninger af reglerne. Udviklingen understreger behovet for yderligere stramninger i asylpolitikken, mener Venstre og Dansk Folkeparti. På billedet ses Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.
Med udsigt til op mod 20.000 asylansøgere i 2014 har regeringen varslet stramninger af reglerne. Udviklingen understreger behovet for yderligere stramninger i asylpolitikken, mener Venstre og Dansk Folkeparti. På billedet ses Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


I løbet af årets første otte måneder har Danmark modtaget fjerdeflest asylansøgere af alle EU-lande i forhold til befolkningsstørrelse. Nye tal fra statistikbanken Eurostat viser, at kun Sverige, Malta og Østrig har modtaget flere, skriver Politiken mandag.

I 2013 modtog Danmark niendeflest asylansøgere i EU per indbygger. Udviklingen understreger behovet for yderligere stramninger i asylpolitikken, mener Venstre og Dansk Folkeparti.

- Tallene illustrerer, hvor langt ud vi er kommet i Danmark med vores asylpolitik. Det understreger, hvor gennemført tossegode vi efterhånden er herhjemme, siger Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.

Med udsigt til op mod 20.000 asylansøgere i 2014 har regeringen varslet stramninger af reglerne.

Flygtninge, som ikke er individuelt forfulgte, men som tidligere ville have fået beskyttelsesstatus på grund af særlig farlige konflikter i hjemlandet, skal fremover tildeles "en midlertidig beskyttelsesstatus", der kun giver ansøgeren ret til at opholde sig i Danmark i et år.

Derefter kan man ansøge om forlængelse af opholdstilladelsen. I det første år kan man ikke søge om at få sin familie til landet.

Dansk Folkeparti foreslår, at stramningerne skal gælde alle asylansøgere - også de individuelt forfulgte.

Venstre har ikke taget endelig stilling til, om de vil støtte regeringens eller Dansk Folkepartis forslag, men politisk ordfører Inger Støjberg mener, at man bør gøre det mindre attraktivt at være flygtning i Danmark, så færre søger hertil.

Afviste asylansøgere skal hurtigt sendes ud af landet. Det skal være slut med, at asylansøgere kan bo og arbejde uden for asylcentrene. Starthjælpen og kontanthjælpsloftet skal genindføres, og det skal være sværere at få adgang til børnepenge, lyder det.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) henviser til Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reissmann.

- Vi har fundet en balance i asylpolitikken, så vi ligger fornuftigt i forhold til den situation, der er lige nu. Vi overvåger tallene meget nøje, for de ændres fra uge til uge, siger Mette Reissmann.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.