Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte
To somaliere greb til vold, da de skulle flyttes fra Nordsjælland til Bornholm. Det giver tre måneders fængsel


To asylansøgere blev rasende, da de skulle flytte fra Asylcenter Auderød i Nordsjælland til Bornholm.

Vreden fik dem til at kaste flere brosten mod to medarbejdere fra Dansk Røde Kors, som havde kørt de to til stationen i Frederikssund.

Adfærden har i Retten i Hillerød udløst en dom på fængsel i tre måneder. Desuden udvises begge af Danmark i seks år, oplyser Nordsjællands Politi.

De to dømte er fra Somalia. Den ene, en kvinde på 30 år, forsøgte først at slå den ene medarbejder med en radio. Da det mislykkedes, slog hun ham med knyttet næve i ansigtet.

Derefter tog både hun og en 29-årig mand fat i nogle brosten, som de brugte som kasteskyts.

Røde Kors-medarbejderne gik i dækning bag den bil, de var kommet i, og den fik flere buler.

Episoden udspillede sig 8. juni.

Begge dømte har modtaget dommen, der blev afsagt onsdag, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.