Asyllejre i udlandet kan koste millioner per næse
Det koster Australien gennemsnitligt 2,7 millioner kroner at have en asylansøger i lejr i udlandet
Dansk Folkepartis Martin Henriksen er klar til at arbejde videre med planerne om, at Danmark skal drive flygtningelejre i flygtningenes nærområder. (Jens Dresling/POLFOTO)
Dansk Folkepartis Martin Henriksen er klar til at arbejde videre med planerne om, at Danmark skal drive flygtningelejre i flygtningenes nærområder. (Jens Dresling/POLFOTO) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det koster mere end et par millioner kroner om året for Australien at have asylansøgere i lejre, som landet har bygget uden for de australske grænser.

Men Dansk Folkeparti står stadig fast på sit forslag om at oprette lejre til asylansøgere i udlandet, og partiet er nærmest begejstret for Australiens aftale med et andet land om at tage imod dets asylansøgere, skriver Politiken.

- Vi fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, men når man ser på Australien, kan det måske alligevel lade sig gøre, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, til Politiken.

Siden 2012 har Australien arbejdet med en model, der ligner de forslag, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lancerede for et par uger siden, og som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har kaldt "useriøse".

I Australien betyder modellen, at flere end 2000 asylansøgere, heraf flere børn, der har krydset havet for at søge asyl, er blevet sejlet videre til lejre på små øer i Stillehavet i landene Papua Ny Guinea og Nauru.

Det er Australien, der driver og finansierer lejrene, hvor asylansøgere skal vente, indtil de kan få vished for, om de har ret til asyl som flygtninge.

De, der får afslag, bliver sendt tilbage til deres oprindelsesland, mens de, som får asyl, efter aftalen skal have arbejdstilladelse og kan bosætte sig uden for lejrene i østaterne. De får ikke mulighed for at komme til Australien.

Fra 1. juli 2013 til 30. juni 2014 brugte de australske myndigheder cirka 1,2 milliarder australske dollar, svarende til 6,2 milliarder kroner, på at drive de to lejre, hvor der sidder 2227 asylansøgere.

Det svarer til 2,7 millioner kroner per person. Herhjemme er prisen ifølge Justitsministeriet cirka 240.000 kroner for at huse en asylansøger i Danmark, skriver Politiken.

- Sagen er, at hvis vi gjorde det her, ville der ikke komme særlig mange asylansøgere til Danmark. For det, de vil, er at have en opholdstilladelse, og den mulighed vil ganske enkelt bortfalde, og derfor vil antallet rasle ned. Grundlaget for at tage til Danmark vil bortfalde, siger Martin Henriksen til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.