Asylboom var større hos naboerne end i Danmark
Antallet af asylansøgere steg markant mindre i Danmark end i landene omkring os fra 2014 til 2015.
Fra 2014 til 2015 oplevede Danmark en markant lavere stigning i antal asylansøgere end vores nabolande. Udlændingeminister Inger Støjberg (V) ser det som det endegyldige bevis for, at stramninger virker.
Fra 2014 til 2015 oplevede Danmark en markant lavere stigning i antal asylansøgere end vores nabolande. Udlændingeminister Inger Støjberg (V) ser det som det endegyldige bevis for, at stramninger virker. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Fra 2014 til 2015 skete der en stigning på 42,6 procent i antallet af asylansøgere herhjemme. Det kan umiddelbart lyde som en stor stigning, men den er til at overse sammenlignet med flere lande omkring os, skriver Berlingske.

Således var stigningen i Finland næsten 800 procent, Østrig 214 procent, Norge 172 procent, Tyskland på 135 procent, i Sverige 100 procent og i Holland 83 procent.

Samlet set oplevede de 28 EU-lande en stigning i antallet af asylansøgere på mere end 110 procent - svarende til 1,3 millioner asylansøgere.

Det viser en oversigt fra Udlændinge- og Integrationsministeriet på baggrund af tal fra Eurostat.

Integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) ser ikke overraskende udviklingen som et "endegyldigt bevis på", at stramninger i opholdsvilkår har "meget, meget stor betydning" for antallet af asylansøgere.

- Det er rigtigt, at der fortsat kommer mange asylansøgere til Danmark - i mine øjne også alt for mange. Men det, som de her tal viser en gang for alle, er, at det har virket, at vi er gået så relativt hårdt til værks, siger hun til Berlingske.

Under sidste års valgkamp lovede Inger Støjberg en "straksopbremsning" i antallet af asylansøgere. Den er endnu ikke indtruffet. Men Støjberg hæfter sig ved, at Danmark ikke har oplevet samme stigning som vores nabolande netop på grund af stramningerne.

En række eksperter tilkendegiver over for Berlingske, at stramningerne har haft en effekt på antallet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.