Asylboom: Regeringen er klar til tæt parløb med kommuner
Det kræver en fælles indsats fra stat og kommuner at håndtere stigende flygtningetal. Ministers dør er åben.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, der her ses sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt i folketingssalen for nylig, siger, at regeringen er parat til at drøfte med KL, hvordan staten og kommunerne sammen kan løfte opgaven med det store antal asylansøgere, der strømmer til Danmark i disse måneder.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, der her ses sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt i folketingssalen for nylig, siger, at regeringen er parat til at drøfte med KL, hvordan staten og kommunerne sammen kan løfte opgaven med det store antal asylansøgere, der strømmer til Danmark i disse måneder. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Hvis udfordringen med det høje antal asylansøgere skal løses, kræver det en koordineret indsats med kommunerne på den ene side og staten på den anden, lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

Døren til hans kontor står derfor åben, sådan som Kommunernes Landsforening, KL, har bedt om torsdag.

- Jeg er rigtig glad for det signal, KL sender, om, at de er parate til at tage ekstraordinært fat i en situation, som er exceptionel, og som kræver et tæt samarbejde mellem staten og kommunerne. Så min dør står åben, siger Morten Østergaard til Ritzau.

Det er blandt andet den tilspidsede situation i det borgerkrigsramte Syrien, der gør, at omkring 20.000 asylansøgere forventes at komme til Danmark både i 2014 og næste år.

Situationen har fået regeringen til at opjustere de forventede udgifter på asylområdet, og sent onsdag lød det, at flygtningestrømmen vil medføre en ekstraregning på omkring 4,5 milliarder kroner i 2015.

Fra KL-formanden, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V), lyder det, at kommunerne står med en "gigantisk opgave", fordi de har ansvaret for at integrere de mennesker, der får asyl.

Derfor skal politikerne på Christiansborg ifølge KL være indstillet på at undersøge, om den særlige situation kræver lovændringer - eksempelvis for at sikre kommunernes mulighed for at indkvartere de mange flygtninge.

Et krav, som Morten Østergaard er klar til at indfri:

- Vi er selvfølgelig klar til at tage den nødvendige dialog og overveje, hvad der skal til for at håndtere denne situation.

Også kommunernes bøn om at få tilført de nødvendige midler hører økonomi- og indenrigsministeren.

- Vi har opgjort, at de udgifter i denne sammenhæng beløber sig til 4,5 milliarder kroner. De penge går blandt andet til kommunerne og de eventuelle ydelser, som flygtningene skal have, når de kommer ud i kommunerne, siger han og tilføjer:

- Så vi tager selvfølgelig højde for, at der er behov for at sende flere penge ud i kommunerne, fordi integrationsopgaven er større end normalt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.