Asylansøger sigtet for voldtægt: Anholdt da han lynede bukserne op
En ung kvinde blev i weekenden voldtaget i Haderslev. En 24-årig mand er blevet anholdt og fængslet.


En 24-årig asylansøger er blevet varetægtsfængslet indtil 11. august, efter at han er sigtet for at have voldtaget en ung kvinde i Haderslev i weekenden.

Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Haderslev Jacob Ulvedal Andersen.

Det vides ikke, hvordan den fængslede mand, der kommer fra Iran, forholder sig til sigtelsen.

- Han vil ikke udtale sig til politiet, forklarer Jacob Ulvedal Andersen.

Det var tidligt lørdag morgen klokken 03.30, at voldtægten af den 19-årige kvinde skal have fundet sted.

Ugerningen skete ifølge Jydske Vestkysten ved Sønder Otting Skoles afdeling på Kløvermarken i Haderslev.

Hvorvidt kvinden og den 24-årige mand kender hinanden, kan politikommissæren ikke fortælle.

Retsmødet har været holdt for lukkede døre, og det er derfor sparsomt, hvad politikommissæren kan give af oplysninger om sagen.

En vagtchef fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som avisen talte med søndag, fortalte, at politiet fik en anmeldelse fra en bekymret borger, der havde hørt råb og skrig fra skolen i Haderslev.

Kort efter kunne betjente anholde den 24-årige mand, som er blevet varetægtsfængslet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.