Asylansøger får punkteret lunge under slagsmål i teltlejr
Den formodede gerningsmand til et knivstikkeri i Thisted bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag.
En 33-årig ukrainsk asylansøger har fået punkteret sin lunge, efter han blev stukket ned i teltlejren i Thisted. (Arkivfoto)
En 33-årig ukrainsk asylansøger har fået punkteret sin lunge, efter han blev stukket ned i teltlejren i Thisted. (Arkivfoto) Foto: Beredskabsstyrelsen/Free


En 33-årig ukrainsk asylansøger fik torsdag punkteret sin lunge, da en 42-årig landsmand angiveligt trak en kniv i teltlejren i Thisted.

Det skriver TV MidtVest. Slagsmålet fandt sted på nødasylcentret Simons Bakke i Thisted. Offeret blev stukket i både arm og ryg.

- Vi kender ikke årsagen til knivoverfaldet, men det er formentlig en uenighed mellem de to, som gør, at den ene så har en meget kort lunte, siger politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi til TV2 MidtVest.

Gerningsvåbnet blev fundet mellem nogle skraldespande i teltlejren. Hverken personale eller de øvrige asylansøgere skal have været i fare.

Offeret et indlagt på sygehuset og er uden for livsfare. Den formodede gerningsmand bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.