Asyl-stop: Liberal Alliance vil lukke Danmark i to år
FN's flygtningekonventioner skal suspenderes i to år, hvis det står til Liberal Alliance.
Liberal Alliance foreslår, at Danmark de kommende to år kun skal tage imod kvoteflygtninge og højst 4000 om året. (Arkivfoto)
Liberal Alliance foreslår, at Danmark de kommende to år kun skal tage imod kvoteflygtninge og højst 4000 om året. (Arkivfoto) Foto: Polfoto, Jens Dresling/free


For at få styr på flygtningesituationen vil Liberal Alliance lukke helt af for asylansøgere de kommende to år.

Det foreslår partiets gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, i Berlingske.

- Vi er nødt til at indstille os på, at vi befinder os i en ny virkelighed. Vi har både en forpligtelse til at hjælpe ofrene for krigen i Syrien, men vi har også en forpligtelse til at passe på vores eget samfund, siger han.

Perioden, hvor asylansøgere bliver afvist ved grænsen, skal bruges på at ændre konventionerne, så de tilpasses en ny virkelighed.

I mellemtiden skal Danmark tage imod 4000 kvoteflygtninge om året, og de penge, som statskassen sparer på asylstoppet, skal gå ubeskåret til hjælp i flygtningenes nærområder.

Idéen modtages positivt af Dansk Folkepartis Martin Henriksen, men regeringspartiet Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, afviser den.

Det gør direktøren for Center for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, også.

- Jeg er dybt bekymret over, at centrale politiske aktører forsøger at løse problemerne ved at vikle sig ud af juridiske regler, siger han til Berlingske.

Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, mener, at Danmark vil blive til grin i resten af verden, hvis forslaget blev ført ud i livet.

Danmark var det første land, der underskrev FN's flygtningekonvention, som blev udarbejdet i 1951.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.