Asyl-pres: Center genåbner i Nordsjælland
Et asylcenter i Halsnæs Kommune genåbnes midlertidigt efter anmodning fra Udlændingestyrelsen.
Der er ikke kapacitet i Sandholmlejren til det nuværende antal af flygtninge, som har brug for husly.
Der er ikke kapacitet i Sandholmlejren til det nuværende antal af flygtninge, som har brug for husly. Foto: Scanpix arkiv


Byrådet i Halsnæs Kommune har valgt at genåbne Auderød Asylcenter for en begrænset periode på to til tre måneder.

Et flertal i kommunens byråd har stemt ja til genåbningen. Det skyldes, at der i de kommende måneder er stor sandsynlighed for, at antallet af flygtninge i Danmark vil stige. Derfor vil der blive brug for flere sengepladser til asylansøgerne.

Udlændingestyrelsen bad derfor Halsnæs Kommune om at overveje at tage Auderød i brug igen.

Auderød Asylcenter i Nordsjælland blev lukket i efteråret 2014, men slår altså nu dørene op igen, fortæller borgmester i Halsnæs Kommune, Steen Hasselriis (V).

- I den helt særlige situation, som både Danmark og Europa står i med mange tusinde flygtninge og migranter, så kan vi ikke vende det blinde øje til.

- Det handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod udlændingepolitikken, men om at vi står i en situation, hvor mange mennesker ikke har tag over hovedet, siger Steen Hasselriis i en pressemeddelelse.

Ifølge Udlændingestyrelsen skal den genåbnede Auderødlejr huse op til 700 flygtninge over de to til tre måneder, centeret skal være i funktion. Det skyldes, at der ikke er kapacitet i Sandholmlejren til det nuværende antal af flygtninge, som har brug for husly.

11. september bliver Auderød Asylcenter igen taget i brug med Røde Kors i spidsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.