Asyl-aktivister besætter seminarium i Aarhus
Søndag morgen har unge besat et tidligere seminarium for at vise, at det kan bruges som hjem til flygtninge.


Det tidligere Jydsk Pædagogseminarium i Aarhus er søndag morgen blevet besat af 10-15 aktivister, der sammen kalder sig Flygtningeaktionen.

Aktionen er en reaktion på, at politikere i Aarhus Kommune har meldt ud, at det bliver svært at finde plads til et asylcenter i byen. Udlændingestyrelsen har netop givet udtryk for, at den ønsker at huse asylansøgere i Aarhus.

- Vi vil gerne lægge pres på Aarhus Kommune for at få dem til at oprette et asylcenter i Aarhus, og vi mener, bygningen er velegnet.

- Den har stået tom i tre år, bliver billigere og billigere og har mange faciliteter, siger Signe Mortensen fra Flygtningeaktionen til TV2 Østjylland.

Politiet er til stede ved det tidligere seminarium, som ligger i Skejby i det nordlige Aarhus.

- Det drejer sig om en gruppe unge mennesker. Vi fører en dialog med aktivisterne, som har besat de delvist tomme bygninger siden klokken 04.40, siger vagthavende ved Østjyllands Politi Carsten Dahl til Ritzau.

- Og lige nu afventer vi en udmelding fra ejeren af bygningerne om, hvad der skal ske.

Ifølge Aarhus Stiftstidende afviste Teknik og Miljø i Aarhus for nylig at have egnede bygninger til et asylcenter, da kommunen fik en henvendelse fra Udlændingestyrelsen.

Flygtningeaktionen er en gruppe aktivister, der efter eget udsagn arbejder for at skabe bedre forhold for flygtninge i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.