Astronaut-Andreas er skudt af sted på vild hjemrejse
Fredag klokken 23.30 har den danske astronaut Andreas Mogensen planmæssigt påbegyndt sin rejse mod Jorden.
Andreas Mogensen indtog et sidste måltid sammen med sine kolleger om bord på Den Internationale Rumstation, ISS, inden han og to kosmonauter bevægede sig ind i Sojus-fartøjet.
Andreas Mogensen indtog et sidste måltid sammen med sine kolleger om bord på Den Internationale Rumstation, ISS, inden han og to kosmonauter bevægede sig ind i Sojus-fartøjet. Foto: NASA/free


Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, har nu forladt Den Internationale Rumstation, ISS, og er blevet skudt af sted mod Jorden i rumfartøjet Sojus.

Det skete planmæssigt fredag klokken 23.30 dansk tid.

Sammen med russeren Gennadij Padalka og kasakheren Aidyn Aimbetov har den danske astronaut dermed sagt farvel til sine kolleger på ISS og er efter planen snart tilbage på Jorden.

Inden Sojus-besætningen kan mærke fast grund under fødderne, skal den dog først ud på en hæsblæsende rejse gennem rummet og Jordens atmosfære.

Den danske astronaut og de to kosmonauter vil de næste tre-fire timer således flyve med enorme hastigheder på 28.000 km/t, indtil de rammer atmosfæren.

- Hjemturen er verdens vildeste rutsjebanetur, siger Andreas Mogensen på en pædagogisk video om hjemturen fra Det Europæiske Rumfartsorganisation, ESA.

Og når besætningen rammer Jordens atmosfære vil det blandt andet være en stor omvæltning igen at kunne mærke tyngdekraften.

Det siger den erfarne italienske astronaut Paolo Nespoli i en ESA-video.

- Efter at du har været i et vægtløst miljø i et stykke tid, oplever du, hvordan denne kraft pludselig river i dig. Dine hænder føles tunge, og du føler, at dit ur vejer et ton. Materialer omkring dig er ekstremt tunge, siger Paolo Nespoli.

Hvis alt går efter planen vil Andreas Mogensen og hans to kolleger lande på en slette i Kasakhstan klokken 02.49. Det oplyser ESA på Twitter, efter at landingstidspunktet tidligere var forventet til at være omkring klokken 02.52.

Andreas Mogensen har undervejs gennemført 15 forskellige eksperimenter, hvor han blandt andet har undersøgt, hvad der sker med kroppens muskler i rummet.

Selvom opholdet på ISS blev forkortet med to dage, har Andreas nået at fuldføre alle sine eksperimenter om bord på rumstationen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.