Astro-Andreas i første rumtweet: Gik glip af landskampen
Omkring 400 kilometer væk fra Jorden sender Andreas Mogensen et billede af sig selv i landsholdstrøje.
Den danske astronaut Andreas Mogensen har iført sig Danmarks landsholdstrøje på det første billede, han har tweetet fra Den Internationale Rumstation.
Den danske astronaut Andreas Mogensen har iført sig Danmarks landsholdstrøje på det første billede, han har tweetet fra Den Internationale Rumstation. Foto: Andreas Mogensens Twitter-konto/free


Afstand har ingen betydning for en ægte fan.

Så selvom Andreas Mogensen befinder sig omkring 400 kilometer fra Jorden, og har haft begrænset plads til sin oppakning, har han pakket en landsholdstrøje.

Det ses på det billede, den danske astronaut har vedhæftet det første danske tweet fra rummet, hvor han er iført landsholdstrøjen.

Selv måtte han dog gå glip af fredag aftens landskamp mod Albanien, som endte 0-0 i en noget kedelig affære.

- Første arbejdsdag på rumstationen! Missede landskampen i går aftes, men det går nok, når man er i rummet, skriver Andreas Mogensen fra Den Internationale Rumstation, ISS.

På billedet svæver han vægtløs rundt, og han har fortalt, at det tog ham omkring et døgn at vænne sig til den nye tilstand.

Andreas Mogensen skrev historie fredag middag, da han som den første dansker nogensinde svævede om bord på rumstationen.

Bag sig havde den 38-årige "Astro-Andreas" fra Hellerup en rejse på 53 timer i den trange Sojus-rumkapsel, der onsdag blev skudt af sted fra Kasakhstan, og fredag havde været 34 gange rundt om Jorden.

De to døgn, som det tog for rumkapslen Sojus at nå op til Den Internationale Rumstation, har Andreas Mogensen og de to andre besætningsmedlemmer tilbragt med at "spise, sove og kontrollere fartøjet".

Det fortalte Mogensen fredag i sit første videoopkald til Jorden.

Interesserede kan følge med på Danmarks Radios tv lørdag aften klokken 18.55, når den danske astronaut i en timelang udsendelse sendt fra Industriens Hus i København blandt andet skal tale med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Klokken 18.40 tweetede Lars Løkke Rasmussen til Andreas Mogensen:

- Glæder mig til at tage imod dit opkald om 40 minutter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.