Aston Villa suspenderer igen kontroversiel angriber
Gabriel Agbonlahor er sat uden for holdet i Aston Villa. Denne gang på grund af natteroderi efter nedrykning.
For anden gang inden for kort tid har Aston Villa valgt at suspendere angriberen Gabriel Agbonlahor. (Arkivfoto).
For anden gang inden for kort tid har Aston Villa valgt at suspendere angriberen Gabriel Agbonlahor. (Arkivfoto). Foto: David Davies/AP


Gabriel Agbonlahor er ikke synderligt populær i fodboldklubben Aston Villa.

Tirsdag blev den kontroversielle angriber igen suspenderet af den engelske klub, fordi han festede løs i Londons natteliv på dagen, hvor Aston Villa røg ud af Premier League i lørdags.

Britiske aviser kunne vise billeder af Agbonlahor, der fester og tager lattergas, og det vil klubben ikke tolerere.

- Aston Villa har i dag suspenderet Gabby Agbonlahor og iværksat en intern undersøgelse. Det skyldes påstande om hans adfærd i weekenden, skriver Aston Villa på klubbens hjemmeside.

Her understreger man også, at der ikke er yderligere kommentarer, før den interne undersøgelse er færdig.

Det er anden gang inden for kort tid, at Aston Villa suspenderer den 29-årige angriber.

I begyndelsen af april led Agbonlahor samme skæbne og blev suspenderet i 14 dage på grund af nogle uheldige handlinger på en ferierejse.

Angriberen har også tidligere i sæsonen været sat uden for holdet på grund af dårlig form.

Gabriel Agbonlahor er blot brugt 15 gange i denne sæson, og han er noteret for en enkelt scoring i Premier League.

Jores Okores klub rykkede ud af Premier League lørdag, da klubben tabte 0-1 på udebane til Manchester United.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.