Aston Villa dropper kåring af mål
Aston Villa har været tvunget til at droppe kåringen af månedens mål i oktober - fordi de ikke scorede.
Aston Villa kårer ikke det bedste mål fra oktober. Der var nemlig ingen.
Aston Villa kårer ikke det bedste mål fra oktober. Der var nemlig ingen. Foto: John Walton/AP


Premier League-klubben Aston Villa, der har den danske forsvarsspiller Jores Okore på lønningslisten, er havnet i en pinlig situation.

Holdet fra Birmingham har været nødsaget til at droppe den traditionelle kåring af månedens mål, og det er der ingen god grund til: Aston Villa scorede nemlig slet ikke i hele oktober.

Aston Villa spillede tre kampe i oktober og tabte 0-2 til Manchester City, 0-3 til Everton og 0-2 til Queens Park Rangers.

Faktisk formåede Aston Villa heller ikke at score i klubbens sidste to Premier League-kampe i september. Kampene mod Arsenal og Chelsea blev begge tabt 0-3.

Hele 547 minutter uden at score et mål nåede Aston Villa op på, inden Andreas Weimann i søndags scorede mod Tottenham. Desværre for Aston Villa hjalp det ikke, eftersom Tottenham sejrede med 2-1 på Villa Park.

Dermed kom Aston Villa op på seks nederlag i træk og er på en 16.-plads - kun ét point fra en nedrykningsplads.

Da Aston Villa vandt over Liverpool i midten af september, lå klubben nummer to i Premier League.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.