Astana: Taknemmelig over at beholde World Tour-licens
Jakob Fuglsangs hold vil vise, at det er klar til at leve op til UCI's regler efter torsdagens afgørelse.
Jakob Fuglsangs hold glæder sig over afgørelsen fra UCI.
Jakob Fuglsangs hold glæder sig over afgørelsen fra UCI. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Den internationale cykelunions (UCI) licenskommission besluttede torsdag aften, at Astana-holdet får lov til at beholde sin World Tour-licens.

Det kasakhiske cykelmandskab, der sidste år havde flere dopingsager blandt rytterne på holdet, erklærer sig ikke overraskende tilfreds med udfaldet.

- Astana er taknemmelig over for licenskommissionen, der giver holdet mulighed for at vise beslutsomhed i forhold til at overholde UCI's etiske kriterier, meddeler Astana på holdets hjemmeside.

Danske Jakob Fuglsangs hold, der også råder over Tour de France-vinderen Vincenzo Nibali, kan med torsdagens beslutning fortsat køre de store løb.

Astana havde på forhånd meddelt, at holdet var klar til at appellere til den internationale sportsdomstol (CAS), hvis UCI besluttede sig for at fratage holdet den midlertidige licens, som holdet fik i december sidste år.

I februar indstillede UCI til sin egen licenskommission, at Astana skulle fratages licensen, men det sker altså ikke.

UCI vil dog fortsat holde nøje med holdet, og cykelunionen er klar til at genåbne sagen, hvis det er relevant.

Astana-holdet blev ramt af fem dopingsager i 2014. Fra World Tour-holdet blev brødrene Maxim og Valentin Iglinsky begge testet positive for epo.

Fra Astanas udviklingshold på niveauet under World Touren blev tre ryttere fanget i dopingprøver for brug af steroider.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.