Assange: Sverige og Storbritannien bør lade mig gå
På en video fra sit ambassadeskjul opfordrer Julian Assange Sverige og Storbritannien til at lade ham gå.
Julian Assange mener, at han bør få lov til at forlade den ecuadorianske ambassade i London uden at blive anholdt af myndighederne.
Julian Assange mener, at han bør få lov til at forlade den ecuadorianske ambassade i London uden at blive anholdt af myndighederne. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


WikiLeaksstifteren Julian Assange siger på et pressemøde via en videoforbindelse fra Ecuadors ambassade i London, at Storbritannien og Sverige bør følge den opfordring til at lade ham gå, som et FN-panel har fremsat.

- Opgaven for Sverige og Storbritannien bliver nu at implementere afgørelsen. Begge ved også godt, at der har konsekvenser at ignorere en FN-beslutning, der blandt andet omhandler menneskerettigheder, siger Assange fredag eftermiddag.

FN-panelet UNWGAD vurderer, at Julian Assange er blevet frihedsberøvet ulovligt ved at opholde sig på Ecuadors ambassade i London de seneste tre og et halvt år.

Panelet opfordrer derfor til, at Storbritannien og Sverige ophører med at berøve Assange friheden, ligesom man opfordrer de to lande til at betale ham erstatning efter at have krænket hans ret til fri bevægelighed.

Assange kalder FN-afgørelsen for "en stor sejr".

- Den har bragt et smil frem på min læbe, siger han på videokonferencen.

Men både Sverige og Storbritannien er af en temmelig anden opfattelse end UNWGAD og den 44-årige australier.

Således afviser den svenske regering kritikken og siger, at Assange frivilligt valgte at søge ind på ambassaden i London i 2012.

- De svenske myndigheder har ingen kontrol over hans beslutning om at blive på Ecuadors ambassade. Det har stået Assange frit for at forlade ambassaden på et hvilket som helst tidspunkt, hedder det i en erklæring fra den svenske regering ifølge Reuters.

Samtidig har Storbritannien gjort det klart over for FN, at det formelt vil bestride panelets vurdering.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, kalder afgørelsen for "latterlig" og siger, at WikiLeaksstifteren er på flugt fra loven.

- Det er helt ærligt en latterlig vurdering fra en arbejdsgruppe i FN-systemet, siger han til tv-kanalen ITV.

Afgørelsen fra FN er ifølge de svenske og britiske myndigheder ikke juridisk bindende, og torsdag sagde den britiske premierminister, David Cameron, at Assange vil blive anholdt, hvis han forlader ambassaden.

Selv siger Assange, at han frygter, at Sverige vil udlevere ham til USA, hvor han har vakt harme ved at lække hundredtusinder af hemmeligstemplede dokumenter.

Assange er mistænkt for at have begået voldtægt og andre seksuelle overgreb mod to svenske kvinder under et ophold i Sverige i sommeren 2010.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.