Assads styrker rykker frem mod Syriens største by
Den syriske hær har indtaget mindst fem landsbyer og en række strategisk vigtige højdedrag syd for Aleppo.
Indbyggere i udkanten af Aleppo samles omkring ruiner og ødelagte biler efter et luftangreb. Fotoet stammer fra en Facebook-side, hvor militante fra Islamisk Stat offentliggør billeder.
Indbyggere i udkanten af Aleppo samles omkring ruiner og ødelagte biler efter et luftangreb. Fotoet stammer fra en Facebook-side, hvor militante fra Islamisk Stat offentliggør billeder. Foto: Uncredited/AP


Med støtte fra russiske kampfly rykker den syriske regeringshær fortsat fremad i den nordlige provins Aleppo, oplyser flere kilder.

Siden Rusland indledte sine luftangreb i Syrien for tre uger siden, har Assads styrker og deres allierede indledt fire landoffensiver, blandt andet i Aleppo-provinsen.

Her kontrollerer regimets styrker i forvejen den vestlige del af selve byen Aleppo, som er Syriens største og var landets økonomiske centrum inden krigen.

Store dele af den omkringliggende provins er imidlertid kontrolleret af grupper som Islamisk Stat og al-Nusra. Sidstnævnte er terrornetværket al-Qaedas gren i Syrien.

De syriske styrker har i løbet lørdag indtaget mindst fem landsbyer og en række strategisk vigtige højdedrag syd for Aleppo, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger situationen via et netværk af kilder i landet.

Lørdag står regeringsstyrkerne uden for landsbyen al-Hader, der ligger 25 kilometer fra Aleppo.

- Hvis de indtager denne landsby, vil det give regimet en forsyningslinje til hæren mellem Aleppo og den centrale Hama-provins, og det vil bringe oprørernes forsyningsruter i skudlinjen, siger observatoriets direktør, Rami Abdel Rahman.

I løbet af det seneste døgn er 17 oprørere og otte militante, der støtter regimet, blevet dræbt.

Omkring 2000 familier er flygtet fra kampene.

En syrisk militærkilde siger til nyhedsbureauet AFP, at soldaterne nu befinder sig mindre end seks kilometer fra en militær lufthavn øst for Aleppo, som har været belejret af Islamisk Stat.

Hvis det lykkes hæren at indtage basen og sikre området, kan basen anvendes af russiske fly, som på nuværende tidspunkt benytter en base i Latakia-provinsen ved Middelhavet.

Foruden Aleppo er regeringshæren i offensiven i provinserne Hama, Homs og Latakia, hvor de nogle steder er stødt på hård modstand fra oprørsgrupper.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.