Den syriske regeringshær har søndag indtaget yderligere to distrikter i det østlige Aleppo, der er kontrolleret af oprørere.
Dermed har hæren generobret i alt seks distrikter i det østlige Aleppo i løbet af weekenden.
Samtidig er tusindvis af civile blevet tvunget på flugt. Det oplyser overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder søndag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Næsten 10.000 civile er flygtet fra det østlige Aleppo siden lørdag aften. Det er den største udvandring fra den del af byen siden 2012, oplyser gruppen.
- Regeringens styrker har nu kontrol over det meste af den nordlige del af Aleppo. Oprørerne har mistet mindst 30 procent af det område, de engang kontrollerede i Aleppo, tilføjes det.
Hæren oplyser, at den nu har fuld kontrol over Jabal Badro. Det bliver bekræftet af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Ifølge observatoriets oplysninger har regeringsstyrkerne også erobret bydelene Baadeen, Al-Sakan, Al-Shaabi, Inzarat og Ain al-Tall.
Både Jabal Badro og Baadeen ligger ved siden af Masaken Hanano. Det er angiveligt det største distrikt i den del af byen, der er kontrolleret af oprørere, og som regeringsstyrkerne tog kontrol over lørdag.
Aktivister og lokale indbyggere tegner et grumt billede af situationen i det østlige Aleppo, som ligger i ruiner efter fire års bombardementer fra regeringsstyrkernes side.
- Enhver, der står på en af hovedgaderne i det belejrede Aleppo, vil være overbevist om, at dommedag er kommet, skriver aktivister på Facebook.
- Titusinder af fordrevne mennesker går uden nogen form for transport. Alle de sårede bliver båret til fods hen til det, der er tilbage af de ødelagte skadestuer, skriver aktivister ifølge nyhedsbureauet dpa.
Regeringsstyrkernes fremrykning i Aleppo er en del af en stor offensiv. Den har søndag været i gang i 13 dage.
I den periode er 212 civile blevet dræbt ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Af de 10.000 civile, der er flygtet det seneste døgn, er cirka 6000 flygtet til det kurdiskstyrede distrikt Sheikh Maksoud. De resterende 4000 er ifølge AFP flygtet til områder kontrolleret af regeringsstyrkerne.
/ritzau/