Asiens giganter styrker og udbygger forhold
Indiens og Kinas ledere vil over tre dage udbygge politisk og økonomisk samarbejde.
Indien premierminister Narendra Modi (til venstre) og Kinas præsident Xi Jinping vinker til journalister efter deres møde i Kina torsdag.
Indien premierminister Narendra Modi (til venstre) og Kinas præsident Xi Jinping vinker til journalister efter deres møde i Kina torsdag. Foto: Kim Kyung-hoon/AP


Kinas præsident, Xi Jinping, var torsdag vært for den indiske premierminister, Narendra Modi, i sin egen historiske hjemby.

Lederne af de to asiatiske giganter indledte et tredages officielt indisk besøg på et tidspunkt, hvor begge lande var interesseret i at få udbygget og styrket deres forhold efter årtier med fjendtlig mistænksomhed.

- Kina er et kæmpemæssigt marked. Indiens muligheder her er næsten fuldstændigt uopdyrkede, siger T.C.A. Rangachari, som er Indiens tidligere ambassadør i Frankrig og Tyskland, og som har arbejdet med Kina i over 15 år.

Modi poserede torsdag i den nordvestlige millionby Xian foran kejser Qiens næsten 2000 år gamle terrakotta-hær, der består af 2000 terrakotta-soldater og -heste, som blev fundet under jorden i 1974.

De to ledere besøgte også en pagode, som er knyttet til Xuanzang, som også er kendt som Tripitaka - munken, der bragte de buddhistiske sutraer (læretekster) til Kina fra Indien for tusindvis af år siden.

Den resterende del af Modis besøg bliver mere politisk med besøg i Beijing og Shanghai.

Kina er Indiens vigtigste handelspartner til trods for, at forholdet mellem de to lande længe har været anstrengt på grund af en grænsestrid i Himalaya. Striden førte i 1962 til en kort, men blodig, krig mellem de to lande.

Den kinesiske præsident besøgte Modi i Indien i september, hvor der blev lagt op til en ny start på forholdet mellem verdens to mest folkerige nationer.

Beijing har lovet at foretage kæmpemæssige investeringer i Pakistan, som er Indiens ærkerival. Indien har også problemer med et stærkt voksende handelsunderskud til Kina. Dette var sidste år på over 38 milliarder dollar (omkring 250 milliarder kroner).

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.